Den ikoniske Bispegården i Aarhus er sat til salg

Colliers solgte tilbage i 2010 Bispegården til Folkeligt Oplysnings Forbund, FOF. Nu har erhvervsmægleren igen fået til opgave at sælge ejendommen, der udbydes som en domicilejendom med byggeret. Udbudsprisen er 60 mio. kroner.

Ejendommen er beliggende på Fredensgade 34 – 36 og har et samlet erhvervsareal på 2.173 m2. Lokalplanen (lokalplan 1033) muliggør salg af en tilhørende byggeret på godt 1.770 m2. Lokalplan området er udlagt til såkaldte cityformål dvs. undervisning, administration, café/restaurant, butikker, boliger og andre lignende anvendelser.

”Der er tale om en helt særlig ejendom med mange flotte bygningsdetaljer og beliggenheden er helt i top. Vi har kendskab til rigtig mange virksomheder, der gerne vil have domicil i midtbyen, og en ejendom som denne med mange flotte bygningsdetaljer, er der mange virksomheder, der går efter for at få noget, der skiller sig lidt ud,” siger Torben Klitgaard, senior erhvervsmægler, Colliers i Aarhus og uddyber:

”På grund af den store efterspørgsel og lave tomgang på kontorlejemål, så oplever vi stor investorinteresse for kontorejendomme. Sidste år var det den næstmest handlede type erhvervsejendomme, kun overgået af boligudlejningsejendomme”.

Ifølge Colliers’ seneste markedsrapport, så handledes der i 2018 kontorejendomme for cirka 19 mia. kroner, hvilket svarede til ca. 27 % af den samlede transaktionsvolumen på 71 mia. kroner. I 2018 faldt den samlede transaktionsvolumen i Storkøbenhavn med ca. 20 mia. kroner, men den steg i provinsen med ca. 1,5 mia. kroner.

”Vi vurderer, at investorerne blandt andet søger mod provinsen fordi afkastkravene er blevet så lave i København. Derudover har det også betydning at investorerne allerede er tilstede i Aarhus og dermed har et godt kendskab til markedsområdet,” siger Torben Klitgaard.

 

Fakta om ejendommen

  • Ejendommen er bebygget med 5 separate bygningskroppe:
  • Hovedbygningen ”Bispegården”, Fredensgade 36
  • Porthuset, Fredensgade 36B
  • Fredensgade 34
  • Fredensgade 34B
  • Garagebygning

 

Hovedbygningen fremstår særdeles herskabelig med et væld af spændende detaljer, herunder afhøvlede plankegulve, højloftede rum med flot stuk, fyldningsdøre med udskæringer, charmerende pejs/kakkelovn samt karnapper.

Herudover rummer ejendommen en stor kantine i forbindelse med et godt produktionskøkken samt et stort spændende mødelokale med synlige loftsbjælker og en meget spændende vægudsmykning. Bygningen er forsynet med elevator med stop på alle etager.

Der forefindes desuden i alt ca. 25 parkeringspladser i gårdrummet mellem de enkelte bygningskroppe. Disse er afskærmet mod Sønder Allé med læmur i røde teglsten.

 

Kontakt
Torben Klitgaard
Erhvervsmægler, Colliers Aarhus
+45 20 45 30 69
torben.klitgaard@colliers.com