Tysk investor køber boligprojekt på Amager Strandvej 130

Patrizia har på vegne af en tysk ejendomsfond erhvervet et attraktivt boligprojekt ved Amager Strandpark. Projektet – der efter planen står færdig i 2020 – består af 76 lejligheder, 2 erhvervslejemål og en parkeringskælder med 60 pladser.

Colliers  fik i juli 2018 af AG  Gruppen til opdrag at formidle salget af projektet bestående af et 5-etagers byggeri på i alt 8.641 m2. Lejlighederne opføres i størrelser fra 2 til 5 værelser. Ejendommen er beliggende med udsigt over Øresund og Amager Strandpark.

”Velindrettede lejligheder i en høj bygningsmæssig kvalitet på denne bynære og attraktive beliggenhed lige ved vandet giver en meget høj udlejningssikkerhed, og investeringen passer således perfekt til en langsigtet investor, som efterspørger sikkerhed og kvalitet”, udtaler Peter Winther, CEO, Colliers.

Projektet opføres på en tidligere industrigrund, som nu transformeres til i alt 8.641 m2kvadratmeter eksklusive  boliger  og erhverv lige ud til Amager Strandpark. Projektet, som går under navnet No. 130, er allerede under opførelse.

Projektet er tegnet af Holscher Nordberg arkitekter, og de nye beboere kommer til at nyde godt af den kystnære beliggenhed, optimal udnyttelse af de rekreative muligheder og uderummene med bl.a. altaner eller terrasser til hver enkelt bolig. Flere får udsigt til Øresund og alle har adgang til skønne, grønne områder i et bynært miljø, som er nemt at komme til og fra. Derudover etableres grønt tag, parkeringskælder, gårdrum og rekreative grønne områder, der udnytter den bevaringsværdige beplantning på grunden som en del af det nye landskabsprojekt.

Når projektet står færdigt til næste år, bliver det med 76 nye, moderne og meget forskellige bylejligheder samt 2 erhvervslokaler i stueetagen lige overfor Amager Strandpark og tæt storbyens pulserende liv.

 

Kontakt
Peter Winther
CEO, Partner
+45 28 19 66 76
peter.winther@colliers.com