Forsigtige firmaer giver flere tomme kontorer

Tre kvartaler i træk har Danmark fået flere udbudte kontorlokaler, viser dugfriske tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Udviklingen er sket trods stigende beskæftigelse og skyldes, at virksomheder er blevet mere kvalitetsbevidste og samtidig forsigtige, når de søger nye lokaler.

Trods det efterhånden langvarige opsving og den fortsat stigende beskæftigelse er udbuddet af kontorlokaler i Danmark steget de seneste tre kvartaler. Det fremgår af den kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks-statistik over udbudte erhvervslokaler, udgivet i samarbejde mellem erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk, Dansk Ejendomsmæglerforening og EjendomDanmark, som repræsenterer udlejere og administratorer af ejendomme.

”Da finanskrisen satte ind fra 2007-08, lå andelen af udbudte kontorlokaler på 3-4 procent, men steg kraftigt og toppede med 10,2 procent ved indgangen til 2014. Siden har udbuddet været faldende frem til midten af 2018, men så er billedet vendt med stigninger tre kvartaler i træk. I øjeblikket er 7,2 procent af lokalerne udbudte – det svarer til en stigning på 122.000 kontorkvadratmeter siden 3. kvartal 2018,” siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er knap 3.700 kontorlokaler lige nu udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk.
I alt er der 24 millioner kvadratmeter kontorer i Danmark, og godt 1,7 millioner kvadratmeter er udbudt. Udbuddet svinger fra 2,3 procent på Bornholm og 3,8 procent i Vestjylland til 11,4 procent i Københavns omegn.

Det stigende udbud er dog næppe et tegn på økonomisk opbremsning.

”Beskæftigelsen har det stadig godt, mange virksomheder ekspanderer, og en del flytter rundt. Der er en tendens til, at de flytter mod kvalitet, altså bedre og mere effektive lokaler, hvor de kan nøjes med mindre plads per medarbejder. Samtidig er der sket en ændring, for i 2018 så vi typisk, at virksomhederne indregnede en buffer til vækst, når de flyttede. Nu er de mere forsigtige og nøjes i højere grad med de kvadratmeter, som de umiddelbart har brug for,” siger Peter Winther, partner og administrerende direktør i Colliers International med afdelinger i København, Odense, Vejle, Aalborg og Aarhus.

Peter Winther vurderer, at udbuddet kan stige lidt i hovedstaden, fordi større kontorbyggerier er på vej næste år samt i 2021 og 2022.

Også Dansk Ejendomsmæglerforening har registreret, at mange virksomheder er blevet mere forsigtige:

”Det går godt i dansk økonomi, men Brexit og handelskrigen mellem Kina og USA er med til at påvirke lejere til at være effektive i deres udnyttelse af kontorarealerne og forsigtige i forhold til at udvide arealet mere end højst nødvendigt. Det stigende fokus på klima og miljø, vi særligt har set det seneste år, spiller nok også ind i forhold til, at lejere vil sikre en effektiv udnyttelse af arealerne,” siger Ole Hækkerup, administrerende direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

 

Kontakt
Peter Winther
CEO, Partner
+45 28 19 66 76
peter.winther@colliers.com