Transaktionsvolumen tæt på en halvering

Transaktionsvolumen i det danske marked for erhvervs- og investeringsejendomme var i første halvår 2019 omkring 19 mia. kroner. Til sammenligning var volumen 30 mia. kroner i samme periode sidste år.

En nylig undersøgelse viser, at de danske pensionskasser planlægger at øge deres eksponering mod investeringsejendomme med over 60 mia. kroner. Der registreres samtidig en stor efterspørgsel fra udenlandske investorer. Alligevel er transaktionsvolumen faldet med 40% i forhold til 2018, en udvikling, som har kunnet registreres i det fleste europæiske markeder.

”Der var forskellige indikatorer på, at volumen ville falde, så det kommer ikke bag på os. Specielt har der kunnet registreres en opbremsning inden for boligsegmentet, hvor investorerne er bekymrede for det høje omfang af nybyggeri og er lidt mere tilbageholdende med at investere i projekter. Også usikkerheden omkring en mulig opstramning af Boligreguleringslovens § 5, stk. 2 har haft en negativ indflydelse på transaktionsvolumen, idet flere større transaktioner er sat på hold.

En yderligere forklaring er, at vi ikke har set så mange af de helt store porteføljetransaktioner i år, det er dem, der virkelig flytter noget. Når det så er sagt, så ser vi med en vis optimisme på resten af året, selv om vi er overbeviste om, at vi ikke når samme transaktionsvolumen som i de senere år,” siger Peter Winther, CEO Colliers og uddyber:

”Med et fortsat meget lavt renteniveau vil både dansk og international pensionskapital fortsat efterspørge investeringsejendomme. Men markedet er udfordret af, at investorerne efterspørger sikre investeringer med meget lav risiko, og udbuddet af investeringsejendomme af højeste kvalitet er begrænset”.

Peter Winther forudser, at nettostartafkastet på core (absolut førsteklasses) ejendomme vil være nedadgående, og at investorerne vil blive endnu mere selektive i en søgen efter kvalitet. Der vil også være investorer til mere risikofyldte investeringer, men risikoviljen har den senere tid været aftagende, både hos investorerne og i den finansielle sektor.

Colliers registrerer, at de udenlandske købere fortsat søger mod Danmark. De udenlandske købere tegnede sig i første halvår af 2019 for godt 40% af den samlede volumen af transaktioner over 100 mio. kroner.

”De tyske pensionskasser har været meget aktive i flere år. Men vi ser flere og flere investorer fra Fjernøsten, primært Korea og Japan. De ser Danmark som en ’sikker havn’ med et attraktivt afkast i forhold til finansieringsrenten, og jeg vurderer, at vi vil se meget mere til netop denne købergruppe også fremadrettet. De efterspørger store enkeltinvesteringer inden for både bolig, kontor og logistik”, slutter Peter Winther.

Kontakt
Peter Winther
CEO, Partner
+45 28 19 66 76
peter.winther@colliers.com

PR foto – fotograf Thomas Sinkbæk